Baggrund og synspunkt om brugen af phthalater i legetøj
 Det er næppe nogen, der er uenig i, at beskyttelse af menneskers sundhed og især børn er en absolut prioritet – især når tusindvis af mennesker hvert år kommer til skade eller dør af årsager, der forholdsvis nemt kunne være undgået, enten ved at ændre vore vaner eller gennem bedre lovgivning.
I vore bestræbelser på at skabe et mere sikkert miljø, vender vi os naturligt mod regeringer og deres eksperter for at blive bedre beskyttet. Men nogle gange sker det, at de i deres tiltag, der sigter på at sikre et højt sikkerhedsniveau for alle befolkningsgrupper, laver løsninger, der er unødigt forsigtige. Andre gange sker det, at man udfra forsigtighedshensyn reelt forsømmer at vurdere konsekvenserne af et lovindgreb.
Phthalater i legetøj
Tag eksempelvis sagen om phthalater i legetøj: Disse blødgører har været brugt i legetøj og babyudstyr i mere end 50 år uden et eneste kendt eksempel på, at nogen som resultat er kommet til skade. I sagens natur er det væsentligt at være aktiv med til stadighed at analysere sikkerheden ved brug af kemiske stoffer, især når de finder anvendelse i produkter beregnet til børn. Det er grunden til, at phthalater er en af de mest undersøgte af alle kemiske stoffer. Mere end 120 mio. euro, svarende til 900 mio. kr., er gennem de sidste 30 år investeret for at studere phthalater.
Størstedelen af den gennemførte forskning viser, at phthalater som blødgører kan bruges sikkert og uden risiko for menneskers sundhed eller miljøet. Dog er der et mindre antal løsrevne og videnskabeligt mangelfulde studier, der viser, at visse phthalater ved brug af høje doseringer kan forårsage sundhedsmæssige skader for gnavere. Disse doseringer overgår langt den eksponering, som mennesker nogensinde vil blive udsat for. Alligevel bliver alle disse studier ensartet vurderet i EU’s risikovurderinger.
Midlertidig forbud
 Tilskyndet af pres fra bl.a. forbruger- og miljøorganisationer introducerede EU-kommissionen et midlertidig forbud i december 1999 mod brugen af phthalater i legetøj og babyudstyr beregnet til at blive puttet i munden af børn under tre år. Dette var et skridt, som blev taget af forsigtighedshensyn udfra en antagelse om, at mindre børn sutter på sådant legetøj gennem længere tid og fordi der ikke på det tidspunkt fandtes metoder, der præcist kunne opgøre migrationen.
Siden er der sket en lang række væsentlige begivenheder, der har vist, at en stor del af den bekymring, der opstod omkring brugen af phthalater i legetøj var overdreven og ikke længere begrundet. Der findes nu klar og anerkendt videnskabelig dokumentation, der eksempelvis viser, at phthalat-typen di-isononyl (DINP), som er den der i langt overvejende grad bruges i disse følsomme sammenhænge, er sikker, og at der ikke er nogen grund til at begrænse dens anvendelse.
EU risikovurdering af DINP
DINP har for nylig gennemgået en omfattende EU risikovurdering, som er kollektivt vedtaget af videnskabelige eksperter fra samtlige EU-medlemslande. Risikovurderingen viser ganske klart, at der ikke findes nogen risiko for menneskers sundhed eller miljøet på grund af anvendelse af DINP i nogen sammenhæng – inklusiv legetøj, der er beregnet til at blive puttet i munden af børn under tre år. Foranstaltninger, der på nogen måde sigter på at begrænse dens brug – også for legetøj beregnet til børn i alderen 3 til 6 år – er åbenlyst ikke længere påkrævet.
Der findes også et omfattende materiale af videnskabelige data og vurderinger fra USA og Canada, som yderligere bekræfter den eksisterende dokumentation om, at der ikke er nogen risiko for børns helbred forbundet med brugen af phthalater som blødgører i legetøj og legeartikler. I september 2002 publicerede den amerikanske ”Consumer Product Safety Commission” (CPSC) en rapport, der konkluderede, at børn, der putter legetøj i munden som indeholder DINP: ”Ikke er udsat for nogen sundhedsmæssig risiko”. Konklusionen er baseret på en omfattende undersøgelse af børns sutten, hvor CPSC fandt, at oral eksponering for DINP: ”Er usandsynlig med hensyn til udgøre nogen sundhedsmæssig risiko for børn”.
 Disse konklusioner er i overensstemmelse med CPSC’s konklusioner fra en forundersøgelse gennemført i 1998 og dem, der blev uddraget af et særlig panel nedsat i 2000 af CPSC med henblik på at gennemgå sikkerheden ved brug af DINP i legetøj.
En anden af de mest brugte phthalater som blødgører, phthalaten di-2-ethylhexyl (DEHP), bliver ikke længere brugt i legetøj beregnet til at blive puttet i munden, men bliver nogle gange anvendt i andet legetøj. DEHP gennemgår ligeledes en EU risikovurdering, men den forventes ikke afsluttet før medio 2003. Første udkast af DEHP risikovurderingen har indikeret et muligt behov for gennemførelse af visse risikoreducerende tiltag. Det har baggrund i bekymringer om dets mulige reproduktive effekter, som er blevet observeret i et studie af gnavere. Dog har der været rejst spørgsmål ved, om studiet er egnet til at drage konklusioner om risikovurderingen for mennesker, og om det er muligt, at disse forbehold vil blive fjernet i den endelige version (1).
Ikke muligt at sammentælle
Det er blevet argumenteret, at eksponeringen af forskellige phthalater bør sammentælles for udtrykke den samlede eksponering. Det er en metode, der kun er gyldig for stoffer, der reagerer via additive mekanismer. Med hensyn til phthalater er der ikke grundlag for at støtte teorien om sammentælling. Tværtimod er der dokumentation for at afvise teorien. Ikke alle phthalater reagerer på samme måde, og ingen har udvist en uheldig effekt på laboratorieforsøgsdyr – medmindre at doseringerne har været særdeles høje. At argumentere, at eksponeringer via phthalater kan sammentælles virker intuitivt logisk – men antagelsen kan ikke støttes videnskabeligt.
I det tilfælde, at nogen risikoreducerende tiltag eventuelt skulle anbefales med hensyn til blødgører – eller andre stoffer i legetøj eller legeudstyr – vil den mest passende tilgang være at indføre strenge grænseværdier for dets migration. En sådan tilgang eksisterer allerede for at kontrollere migrationen af stoffer fra fødevarer, som et af flere eksempler.
På det tidspunkt, hvor EU's midlertidige forbud mod phthalater i PVC legetøj første gang blev introduceret, havde EU-kommissionen overvejet at fremlægge individuelle grænseværdier for hver af de forskellige phthalater på basis af de niveauer, som den Videnskabelige Komité for Toksicitet, Økotoksicitet og Miljø (CSTEE) havde anbefalet for legetøj beregnet til at blive puttet i munden.
EU-kommissionen var tvunget til at opgive ideen, idet der ikke fandtes nogen testmetoder, der kunne fastslå, om niveauerne for migration kunne overholdes. Siden da har EU-kommissionens såkaldte ”Joint Research Centre” (JRC) udviklet og valideret en metode, som EU's forskere har bekræftet kan anvendes til reguleringsmæssige formål.
Aftale vækker bekymring
 Til trods for, at al denne bevisførelse viser, at forbrugere ikke er udsat for nogen risiko, fortsætter Danmark med at støtte indførelsen af et forbud. I en pressemeddelelse udsendt af Miljøstyrelsen den 27. november 2002, fastslår den danske miljøminister, Hans Chr. Schmidt, at en aftale er indgået med Dansk Handel & Service og Legetøjsbranchens Fællesråd om at udfærdige en handlingsplan med henblik på at stoppe salget af legetøj indeholdende phthalater, der er beregnet for børn i alderen 3-6 år.
Den europæiske brancheforening for producenter af phthalater og andre blødgørere (ECPI) ser med stor bekymring på den omstændighed, at en sådan aftale overhovedet kunne blive overvejet, når der slet ikke kan peges på nogle gyldige grunde for en sådan aftale. ECPI er bekymret for, at et sådant initiativ – mod hensigten – i virkeligheden kan udgøre en fare for de børn, som det var intentionen at beskytte.
Den danske miljøminister udtrykker bekymring for de farer, der er forbundet med at tilbagetrække svømmeudstyr indeholdende phthalater fra markedet, idet man muligvis vil være nødsaget til i stedet at anvende udstyr, der ikke er fremstillet til at sidde på ældre børn – og som derfor vil sidde dårligt. Det er særdeles bekymrende, at ministeren ser bort fra, at der kan være langt større farer forbundet med at tvinge producenter til at bruge alternative blødgører, som man ved mindre om med hensyn til deres mulige sundhedsskadelige effekter, og som kan udskilles ved sutning. Selv CSTEE har udtalt, at de er ude af stand til at anbefale alternativer til phthalater – netop på grund af disse overvejelser.
På ingen måde kan det retfærdiggøres at hindre brugen af blødgører, som har været grundigt undersøgt, og hvor det er bevist, at deres anvendelse er sikker. Hvis der var gyldige grunde til at sikre, at legetøj til børn i alderen tre til seks ikke skulle indeholde phthalater, ville det være påkrævet via lovgivning at indføre et forbud. Men – som selv ministeren må indrømme – forefindes der ikke videnskabeligt grundlag til at støtte et forbud, og derfor kan det ej heller implementeres.
(1) Bekymring om mulige reproduktive effekter af DEHP er baseret på et enkeltstående studie på gnavere (Poon et al 1997). To nylige og mere fuldstændige videnskabelige studier (Schilling et al, 2001 og Wolfe et al 2002) har siden vist, at omfanget af eksponering, hvor der muligvis opnås en effekt hos gnavere, er langt større end oprindeligt antaget. En videnskabelig komite i EU har også for nylig (september 2002) udtrykt et synspunkt om, at Poon studiet ikke nødvendigvis er et tilstrækkeligt grundlag for risikovurdering af reproduktive giftstoffer i mennesker.
|
